Fre. 25. jun. 2010 13:56 Nyhed

Besparelser i Haderslev fortsætter

Af: Louise Knuth Pedersen

I Haderslev har der i dette skoleår været 45 færre lærere på skolerne end sidste skoleår. Næste skoleår vil der igen være færre, men helt slemt ser det ud næste skoleår igen, hvor besparelser vil koste 80-100 lærerstillinger, vurderer kredsformanden.

Byrådet i Haderslev godkendte på et møde i går et forslag om besparelser på i alt 35 millioner i 2010. Kommunens skoleledere har den seneste tid været opmærksomme på, at besparelserne ville komme, og de har derfor taget højde for dem i planlægningen af næste skoleår. Det betyder blandt andet, at mange har valgt at nøjes med at ansætte én lærer, hvor man ellers ville have ansat to, fortæller formand for Hadeslev Lærerkreds Bent Hansen.

"Så allerede fra næste skoleår vil vi igen være færre lærere. Men det helt store problem er de besparelser, som er i vente", siger han.

Oven i de allerede vedtagne og gennemførte besparelser skal kommunen spare 150 mio. på budget 2011.

Flere besparelser går ud over servicen

"Det klares ikke med effektivisering, men vil kunne mærkes på serviceniveauet", siger borgmester Jens Christian Gjesing på kommunens hjemmeside.

Af de 150 millioner forventer lærerkredsformand Bent Hansen, at de 50-60 mio. kr. skal findes på skoleområdet, og ligesom borgmesteren er heller ikke lærerkredsformanden i tvivl om, at det vil betyde forringelser.

"Det vil kunne mærkes. Det betyder væk med svømmeundervisningen, at vi kommer helt ned på minimumstimetallet i alle fag, og at der til næste forår vil være 80-100 færre lærere. Samtidig vil der blive skåret endnu mere på specialundervisningen, end det allerede er sket", siger han til folkeskolen.dk.

Han henviser til, at et sparekatalog, som kommunen har sendt ud, blandt andet rummer sådanne forslag.

Kommentarer

Log ind for at skrive debatindlæg eller opret en profil hvis du ikke har en i forvejen
 
 
 

Folkeskolen · Postboks 2139 · Vandkunsten 12 · 1015 København K · tlf. 3369 6300 · folkeskolen@dlf.org
©2010 Folkeskolen og Stibo Graphic

Udskrift fra Fagbladet Folkeskolens / Månedsmagasinet Underviseres netmedier

http://www.folkeskolen.dk   http://www.undervisere.dk
http://www.ernaeringogsundhed.dk   http://www.specialpaedagogik.dk