Der mangler klare succeskriterier for inklusion

Undersøgelsesresultater fortæller, at så og så mange mener, at der inkluderes tilstrækkeligt mange. Og nogle resultater påstås at pege på at inklusionen i høj grad lykkes.

Men hvad er det, der skal lykkes, så inklusionen kan påstås at være en succes?

Er det f.eks. at 95 % af de elever, der i den før-inkluderende skole skulle have et specialpædagogisk tilbud, nu skal undervises i almindelige skoleklasser?

Og, hvis det er et antal, der skal afgøre, hvorvidt der er tale om en succesfuld inklusion, hvad er det så for kriterier, der skal afgøre, hvilke elever, der skal blive i den (f.eks. 5 % rest-) gruppe, der fortsat skal have specialpædagogiske tilbud?

Det bliver hurtigt nogle flydende grænser, hvor det især for ikke efteruddannede lærere i inklusion kan blive særdeles uklart, hvorfor den og den elev skal inkluderes i klassen, imens den og den elev skal blive i sit specialpædagogiske tilbud.

Der bør derfor opstilles nogle mere tydelige kriterier for, hvornår (f.eks. med hvilke diagnoser, vanskeligheder eller lignende) et barn skal kunne inkluderes i den almindelige undervisning.

Først med sådanne tydelige kriterier kan politikerne, skoleinstitutionerne, forældrene, lærerne og ikke mindst de mange elever alle høres omkring, hvorvidt der for dem er tale om en tilstrækkelig succesrig inklusion.

Måske vil nogle elever udtale, at de faktisk ikke føler sig særligt hjemme (inkluderet) i den almindelige undervisning, de nu deltager i. Altså sammenlignet med det specialpædagogiske tilbud de før fulgte.

Nogle, herunder undertegnede, vil mene at et af succeskriterierne for inklusion må være, at alle brugerne, dvs. altså både de elever, der skal inkluderes og de elever, der også skal rumme de nye kammerater i vanskeligheder, skal høres.

For de elever, der skal inkluderes vil jeg mene, at væsentlige succeskriterier må være, at den enkelte bør kunne føle sig som en reel og ligeværdig del af klasseundervisningen, før der kan tales om en succesrig inklusion.

Ideelt bør de elever, der skal inkluderes, også ved den succesrige inklusion kunne føle sig som en tilstrækkeligt ligeværdig del af klassens fællesskab. Men dette vil ofte være et (for) urealistisk mål at opfylde. Urealistisk fordi en stor del af de børn, der kommer (flyttes) fra specialpædagogiske tilbud, kan have et meget lavt selvværd, som der ofte kun på meget langt sigt kan rettes op på.

De "gamle" elever i klassen, der skal rumme de "nye" elever, der skal inkluderes, skal også høres. Der er en del af de gamle elever, der naturligvis fortæller om det hjemme hos forældrene, hvis inklusionen går mindre godt, hvilket f.eks. kan komme til udtryk ved at den fører til uro og forstyrrelser i undervisningen.

Inklusionen bør vel også opstille nogle kriterier for, hvornår den har været utilstrækkelig og altså derfor ikke nogen succes for de "gamle" elever, f.eks. pga. nævnte uro og forstyrrelser.

En meget stor del af de seneste års elevflytninger fra Folkeskoler til friskoler, skyldes måske netop det forhold, at inklusionen ikke har taget tilstrækkeligt højde for de "gamle" elever.

Forældre ønsker naturligvis det bedste for deres børn. Og forældre, der ikke føler, at skolen imødekommer deres eller deres børns ønsker om undervisning uden i deres øjne for store inklusionsvanskeligheder, vil have stor tendens til at støtte deres barns evt. ønske om en ny skole. En del af forældrene vil naturligvis også selv vælge, at deres barn skal flyttes til en privatskole.

Der er altså behov for nogle mere tydelige succeskriterier. Sådanne kriterier vil også være en stor hjælp for lærere, der i den daglige undervisning så bedre vil kunne definere, prioritere, skelne og veksle mellem hhv. deres faglige undervisning med inklusion og deres mere socialpædagogiske opgaver omkring inklusionen i klassens fællesskab.